Du kan her læse mere om, hvordan du kommer i gang med kaninhoptræning og -stævner.
Er du helt ny til kaninhop, så er det en rigtig god idé, at få hjælp i en lokalforening med kaninhop på programmet. Tag kontakt til lokalforeningen eller mød op til deres træning med din kanin. Du kan se i træningsoversigten (på www.hopudvalget.dk under “Træning”), hvor og hvornår der er hoptræning rundt i lokalforeninger, og hvem der er kontaktperson.
Til hoptræning kan du få gode råd og vejledning med udgangspunkt i din kanin, og du kan få kontakt med andre med samme interesse i dit lokalområde.
Det er ikke nødvendigt fast at komme til hoptræning, hvis du har mulighed for at træne derhjemme. Det er dog en rigtig god idé af og til at komme til træning, hvis du har mulighed for det, da det er godt at få råd i træning og håndtering af kaninen, forklaring af regler, sparring med andre hoppere osv.
I de fleste lokalforeninger kan du gratis komme og prøve kaninhop med din kanin, men hvis du ønsker fast at gå til kaninhop, skal du være medlem af Danmarks Kaninavlerforening.
Hvis du på et tidspunkt ønsker at stille op til officielle kaninhopkonkurrencer, skal du også være medlem af Danmarks Kaninavlerforening - du kan enten få hjælp i din lokalforening til at blive medlem, eller du kan melde dig ind via www.kaniner.dk, som beskrevet under “Medlemskab af DK” (direkte link til indmeldese). Når din betaling er modtaget, er du medlem og du vil typisk indenfor en uges tid modtage medlemsnummer, avlernummer og papirer fra Danmarks Kaninavlerforening - hvis du stiller op til stævne, inden du har modtaget dit medlemsnummer, bedes du medbringe din kvittering for betaling, f.eks. udskrift fra netbank.
Når du er blevet medlem og ønsker at stille op til konkurrence, skal du have dine kaniner registreret i Hopregisteret, hvor alle kaniner skal være registreret, for at kunne stille op i officiel kaninhopkonkurrence - det koster 40 kr. pr. kanin, for et startnummer (en startlicens), som kaninen skal registreres med.
Følg følgende punkter, for at få registreret din kanin i Hopregisteret:
Når dine kaniner er oprettet i Hopregisteret, kan du tilmelde til stævner. Alle planlagte stævner kan du finde i hopkalenderen (på www.hopudvalget.dk under “Kalender”),.
På kortet kan du få et overblik over, hvad der er af stævner og træning i nærheden af dig. Ved hvert stævne er der et link til tilmelding og navn på en kontaktperson, som du kan kontakte ved spørgsmål.
Stævnerne bliver annonceret senest 14 dage før de afholdes, så det kan anbefales jævnligt at se i kalenderen, om der er blevet planlagt nye stævner.
Efter stævnerne vil du kunne se dine kaniners resultater i Hopregisteret, både på resultatlisten for stævnerne og på siden for dine kaniner. Resultaterne ofte online i systemet samme aften og sjældent senere end 3 dage.
Når du stiller op til konkurrence bedømmes dine kaniners præstationer efter “Konkurrenceregler for Kaninhop”. Reglerne skal sikre en fair og ens bedømmelse, og at det er sjovt for alle deltagere, både førere og kaniner. Inden du stiller op til din første konkurrence, kan du til træning i din lokalforening eller på stævnedagen bede om at få forklaret de vigtigste punkter fra reglerne. Vil du gerne kende reglerne i dybden, kan du læse dem på www.hopudvalget.dk under “Regler”.
God fornøjelse