Staldstafetten

Så er det blevet min tur til at skrive lidt til stafetten. Jeg hedder Poul Erik, er 49 år, gift med Susanna og sammen har vi Stald Pecasus som er placeret i Skjern.

Jeg startede op med kaniner i 1996, hvor jeg udelukkende koncentrerede mig om racekanindelen. Jeg fik racen Lux, da der var en avler af disse i nabolaget. Da jeg skulle have mine 2 indkøbte hunner parret ved samme avler, som også havde foderudsalget for foreningen, mødte jeg den daværende formand for lokalforeningen, som fortalte at han skulle til hoptræning samme aften. Dette måtte jeg ned at se. Derfor drog mine to drenge og jeg derned for at overvære hvad dette kunne være. Kaninhoppen i Skjern-Tarm blev på daværende tidspunkt ledet af Peder Pedersen og hans datter Tina, som var blevet uddannet hopdommere. Det så vældig sjovt ud, men var vist mest noget for mine drenge.

På et tidspunkt blev jeg skilt fra min daværende kone, hvilket gav mig noget tid om aftenen og jeg sad også i bestyrelsen for Skjern-Tarm Kaninavlerforening, hvilket gav mig lyst til at gøre noget for vore ungdomsmedlemmer, så jeg købte mig en ”hopkanin” af en af vore andre avlere. En hollænder som ingen baggrund havde for at hoppe, men hoppe, det gjorde vi. Vi fik aldrig rigtigt startet til konkurrence, men det var fordi vi i Skjern ikke kom ud til andre steder, hvor konkurrencerne foregik.

Senere kom jeg en del til Horsens, hvor jeg så, hvordan hoppen også kunne være. Der så jeg konkurrencemomentet i kaninhop, hvilket jeg altid har dyrket og min interesse blev vakt for alvor. Til DM06 bestilte jeg min første rigtige hopkanin (Sommerly’s Armani) ved Kirsten Bjerg om fredagen. Søndag eftermiddag vandt dennes far (Mimrelund’s Barske Bølle) Danmarksmesterskabet i lige bane. Armani og jeg deltog i flere konkurrencer rundt om i landet, og han blev svær lige kanin som 10 måneder gammel. Dette blev min start som ”rigtig” kaninhopper.

Jeg syntes, at hvis jeg skulle være hopper, ville jeg også kende reglerne rigtigt, derfor meldte jeg mig som aspirant. Når man ikke har ret mange kaniner man skal stille op med, har man bedre tid til at koncentrere sig om dommergerningen. Derfor tog jeg aspiranttiden relativt tidligt. Dette har jeg ikke fortrudt siden. At lære reglerne, de forskellige ekvipagers forskellige måder at hoppe på, hvor de tilpasser sig dommerens måde at dømme på, er virkelig noget man får øjnene op for, når man er ny.

Avl med hopkaniner
Da jeg nu er startet som avler, var det meget naturlig for mig også at begynde at tænke på avlen af hopkaniner. Min kanin Armani, som jeg synes var en fantastisk hopper, ville jeg gerne have nogle unger efter. Derfor kontaktede jeg Kirsten for at købe en kanin, som jeg kunne parre sammen med ham. Sommerly’s Mille kom til stalden. Hun havde en farlig fin familie, så min lykke var gjort. Parret blev de og unger kom der også. ”No Gravity” og hendes søskende blev født. Det var godt nok en anden flok unger end jeg var vant til blandt mine udstillingskaniner. Disse var meget livlige, nysgerrige og med gå-på-mod. Ligesom vi gerne vil have hopperne til at være. Optræningen af dem gik meget godt. Jeg havde ikke megen erfaring med at træne nye kaniner op, men havde god støtte i Susanna. ”Nogge” klarede sig rigtigt fint til konkurrencer i let, da hun var meget hurtig. Hun spildte ikke kræfter på at hoppe højt over forhindringerne, men strøg henover dem med rigtig meget fart på. Og glad var jeg. Her havde jeg lavet nogle kanon unger. Men glæden blev hurtigt til frustrationer da ”Nogge” avancerede til middelsvær. Hun løb altid med tilbagelagte øre, løb altid meget hurtigt, fik ikke altid sat nok af, med det resultat, at hun rev den øverste pind af. Hun havde det virkeligt ikke sjovt. Men avler det er jeg jo, så hun skulle parres med en svær kanin, som jeg havde overtaget fra en hopper fra Skjern, som havde et virkeligt godt og roligt temperament, som nok ville rette op på ”Nogge’s” dårlige temperament. ”Samson” og ”Dalilah” blev født. Jeg havde avlen i øje, så ”Samson” blev solgt og ”Dalilah” hoppede jeg selv med. Hun kom også i svær som 10 måneder gammel, men hendes hopstil lignede hendes mors, så glad var jeg ikke. Hun klarede sig fint til stævner, men havde hun egentlig lysten? Dette måtte kunne forbedres, så ”Dalilah” blev parret med ”Vi.P’s Viper”, som er verdens mest godmodige fyr. Dette kuld forventede jeg mig meget af. Med de forældre og deres baggrund, kunne det kun blive godt. ”Slange-kuldet” blev født. Det bestod af ”Black Mamba”, ”Python”, ”Cobra” og ”Copperhead”. Tre af disse kaniner er i dag i elite, men det er igen kun drengene, som jeg er tilfredse med temperamentsmæssigt. Men da Black Mamba er en fantastisk hopper, måtte jeg lave et kuld på hende også. Det måtte da snart blive bedre. Men det gjorde det ikke. Til et stævne i St. Darum havde jeg de tre unger med. De kunne godt hoppe, men temperamentet var ikke blevet bedre. Det kan godt være, at jeg har fået lavet nogle kaniner, som er gode til at hoppe, men det er det ikke værd, hvis kaninerne ikke kan lide at være til konkurrence. Kaninhop SKAL være sjovt. Både for føreren OG kaninen, især for kaninen. Denne linie har jeg nu opgivet at avle videre på!

Derfor er jeg noget betænkelig for nogle af en nye tids trend: Mange kaniner har det på samme måde som de hunner jeg lige har beskrevet. Dette er jeg noget betænkelig overfor.

Dommergerningen
Hvad kan jeg egentlig gøre ved det ovennævnte som dommer? Den § jeg kan benytte, er den som giver mig lov til at diskvalificere ekvipagen som uvilje mod at hoppe, men det kan man ikke med disse kaniner. Jeg mangler faktisk en § som omhandler dette fænomen. Ellers giver jeg korrektioner, hvor der efter reglerne er korrektioner. Dette medfører dog ikke det ønskede resultat, som er, at kaninen ikke egner sig til at være hopkanin. Og der er ikke mange kaninejere der har sådanne kaniner, som er enige i, at den slags kanin ikke egner sig som hopkanin!

En af de opgaver jeg tager meget alvorlig som dommer er, at give nye hoppere gode råd og vejledning, lige som en træner ville gøre. At vi får de nye godt i gang, så de kan få en succesoplevelse ud af det, er for mig alfa og omega. Den tid jeg bruger på de ny, kommer sjældent dårligt tilbage.

Der er også ved at komme en tendens til, at hopperne er ved at være ”professionelle” hoppere. De kender dommernes linie og går somme tider lige til stregen. Ikke at jeg synes det er forkert, men det betyder, at dommerne skal være på mærkerne. Disse hoppere har hos mig ikke så lang snor, som de yngre hoppere har. Jeg hopper selv på samme måde, så ingen bad feelings fra min side, bare vi har en gensidig forståelse for dette. Hvilket jeg synes vi har. Der kan være en tendens til, at nogle førere kan blive lidt ”pigesur” over korrektioner. Jeg ser korrektioner som at vi giver kaninen en bedre chance for at hoppe forhindringen og ikke som en straf til ekvipagen. Spørgsmålet er vel, om vi dommere skal sige, hvorfor vi gav den korrektion vi gav, med ord?

Da jeg startede min kaninhopkarriere, synes jeg, at sammenholdet i den verden var eksemplarisk. Alle hjalp hinanden, støttede hinanden og heppede på hinanden. I den senere tid, synes jeg dette er ved at blive forandret. Om det er misundelse der gør sig gældende, ved jeg ikke. Men se lige på, hvor vi er kommet i hopverdenen. Da jeg startede, kunne man sagtens vinde en elitekonkurrence med 3-4 fejl. I dag kommer man ikke langt med dette resultat. Samtidig er det ikke uhørt, at der er mere end 25 starter i elite. Derfor er konkurrencen blevet betydelig hårdere og det er meget dagsformen på kaninen der bestemmer om man bliver nr. 4 eller nr. 20. og den tendens synes jeg, vi skal være stolte af. Det er jeg i hvert tilfælde. Det kan godt være vi ikke kan være ”veninder” alle sammen, men vi bør respektere hinanden, så forskellige, som vi nu er. I vores verden skal der være plads til alle.

Organisatorisk
Der har været megen tale om, hvorvidt kaninhoppen skal lave sin egen forening. Dette vil betyde, at der er nogen, som skal bruge en masse tid på papirarbejde, som vi i øjeblikket har andre til at gøre for os. Som jeg ser det p.t. er vi ved at blive en accepteret del af DK. ”Avlerne” kan godt se, at hvis de skal have et trækplaster til deres udstillinger o.l., kommer de ikke udenom kaninhop. Vi er rigtig gode til at trække publikum til, som er penge i kassen via entréindtægter. Der er vel heller ikke mange, der står i kø for at lave noget organisatorisk arbejde. I efteråret skrev jeg på nettet, at hvis der var nogle der kunne komme med nogle forslag til, hvordan vi ville kunne få en demokratisk afstemning til valg til Hopudvalget, ville jeg, sammen med Rasmus, lave et forslag til Repræsentantskabet, men der kom ikke så meget som et eneste pip fra nogen. Derfor må jeg konkludere, at stemningen derfor ikke er stor nok p.t.

At der er kommet én fra Hovedbestyrelsen i Hopudvalget, synes jeg er en god idé. Der er i alle DK’s nedsatte udvalg et hovedbestyrelsesmedlem. Derfor skal der naturligvis også være et i Hopudvalget. På den måde får vi også hurtigere en forståelse for vores verden i HB. Og dette kan kun være en fordel for os!

Hopudvalget har i de senere år lavet et stort stykke arbejde med at få klasserne lavet om, så sværhedsgraden er blevet mere jævnt stigende for kaninerne. Dette har forårsaget, at de kaniner som er kommet i elite, hopper meget pænere og er blevet mere klar til eliten end de var tidligere. Tak for det.

Dette var nogle betragtninger og holdninger som jeg lige kunne komme på.

Jeg håber vi ses derude i det danske land, da jeg sidste år fik lavet nogle unger, som jeg glæder mig til at præsentere for jer. Jeg synes selv de er gode, især til træning. Det er Samson-Tingeling og Viper-Sinai unger. De tegner virkelig godt, så bare vent til USM13. Jeg håber de kan lære at hoppe højde/længde til den tid.


Med sportslig hilsen
Poul Erik Kristensen
Skjern-Tarm