Staldstafetten

Min interesse for kaniner startede i 2000, hvor jeg begyndte i Viadukten, en fritidsklub med kaniner. Jeg havde valgt, at jeg ville gå i den klub, fordi der var heste, men da kaninerne stod oppe ved stalden, var det oplagt også at passe sådan en. Klubben havde også nogle spring, så jeg prøvede også at hoppe med Evita, som var den kanin, jeg passede. Da hun fik unger i sommeren 2002, fik jeg overtalt mine forældre, til at jeg måtte få en hjem. Senere skulle Evita pensioneres, og så fik jeg også lov at få hende hjem. I klubben kom der stedet en hvid blåøjet dværgvædder han, Blue, som jeg begyndte at passe, og med ham kom jeg for alvor i gang med at hoppe. Vi var med flere gange, når Roskilde afholdte kælekaninudstilling, hvor der også altid var stillet nogle spring op til træning. I 2003 blev min søster og jeg selv meldt ind i foreningen, men da der var myxomatose det efterår, blev det ikke til noget hop eller kælekaninudstillinger med vores egne kaniner. I foråret 2004 mistede vi de tre kaniner, vi havde hjemme, Evita, hendes datter og min søsters kanin. I stedet fik jeg en blå kappetegnet dværgvædder med hvide ørespidser fra Bent Nielsen, hun kom til at hedde Rose og ud over at være den første kanin, jeg startede stævne med, var det også hende, der lagde grund til, at alle mine kaniner (med meget få undtagelser) har blomsternavne. I september var vi til vores første stævne, som var på Toftegården. Pjevser, min søsters kanin, hoppede fejlfrit og fik pind. Min og Roses første start var langt fra så imponerende, jeg kan ikke huske hvor mange fejl hun havde, men der var nok ikke et spring, hun ikke lavede en volte foran. Nu giver jeg heldigvis ikke op så let, så vi måtte jo bare hjem og træne lidt mere. Noget af det jeg husker bedst fra mit første stævne, er Charlotte C og alle hendes vildtgrå nimser, som jeg var virkelig fascineret af, og som stadig kan imponere mig.
Samme efterår købte min søster en løvehoved af Jørgen Larsen, og da jeg aldrig siger nej til at tage med til Jylland, tog jeg også med. Efter et par timer i Jørgens stald endte jeg med at tage derfra med en hollænder, min første kanin som ikke var vædder. Det er mit eneste impulskøb af kanin, men uden tvivl det der har haft mest indflydelse på mit kaninhold. Viol var en kanin, som jeg ifølge Jørgen kunne bruge til lidt udstilling og lidt hop. Hun fik senere 93,5 point og rykkede i svær lige og kroget med pinde, så det blev da til lidt mere end lidt hop. Selvom jeg også havde Viol, fortsatte jeg dog med kun at hoppe med Rose, da Viol ikke ville hoppe derhjemme.
Rose blev parret af en blå kappetegnet han og fik et kuld på 3 unger, som døde dagen efter, så ikke lang tid efter tog vi til vores andet stævne, igen på Toftegården. Her startede jeg middelsvær lige åben med hende og tog en klasseprøve til middelsvær lige. Herefter kom Rose hurtigt op gennem klasserne med klasseprøver, og allerede på Roskilde Dyrskue samme år startede vi vores første elite lige. Det var jo næsten dømt til at gå galt at rykke en kanin så hurtigt op. Hun har f.eks. aldrig startet svær lige. Det gik heldigvis overraskende godt, men det kan stadig undre mig, at der ikke var nogen, som sagde, at jeg nok lige skulle have startet lidt mere med hende i stedet for at tage alle de klasseprøver.
Det var først engang i løbet af sommeren 2005, at Emilie fik overtalt mig til at forsøge at tage Viol med til hop, hvor hun så også viste sig at være rigtig dygtig. Så næsten hele det første år jeg startede stævner, startede jeg kun med en kanin, og det var på ingen måde fordi, jeg syntes, jeg manglede nogle kaniner at starte med. En gang i august samme sommer købte jeg Dempsey, som var min første kanin med hopafstamning og min første sure kanin. Jeg kom hurtigt frem til, at sådan nogen kaniner skulle jeg ikke have flere af. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke startede op med at købe en hel masse kaniner, på trods af jeg havde 6 bure, for i stedet fik jeg en rigtig god fornemmelse af, hvad det er for nogle kaniner, jeg har det bedste samarbejde med og nyder at hoppe med, og jeg har aldrig solgt en hopkanin videre eller sendt den tilbage til avleren.
Viol blev skyld i, at jeg forelskede mig i hollænderne, og da jeg på det tidspunkt også udstillede, var det også det, ungerne blev valgt ud fra. Min anden hollænder fik jeg i december 2005, hun blev aldrig rigtig hopkanin men havde da et par enkelte starter i let. I stedet fik hun et kuld unger i foråret 2006, hvor jeg skulle beholde en unge. Da jeg var oppe hos Bent og Kate for at få dem øremærkede, pegede Bent en anden unge ud, end den jeg havde bestemt mig for, og sagde, at den skulle jeg også beholde. Så i stedet for en enkelt unge blev det til to, Mælkebøtte, jeg selv havde valgt, og Solsikke, som Bent mente, jeg skulle beholde. Der sad to hanner tilbage, som jeg ikke fik solgt som unger. Den ene blev solgt senere på året, den anden bor her stadig, det er Gule, som jeg nu ikke ved, hvordan jeg skulle kunne undvære. Solsikke blev bedømt med 95 point 3 gange og opnåede derved championat, Gule og Mælkebøtte blev begge registret med 94,5 point, så jeg kunne ikke have fået en bedre start på min avl af hollændere til udstilling. Jeg fik løbende flere og flere hollændere til udstilling, men engang i 2009 måtte jeg indse, at hvis jeg vil avle til udstilling, skal jeg enten have flere kaniner, end jeg ønsker eller skille mig af med pensionisterne, hvilket jeg ikke kunne drømme om. Så avl af udstillingskaniner er lagt på hylden, i hvert fald for en tid. Jeg har stadig en drøm om at avle vildtgrå hollændere til udstilling engang, men om det bliver til noget, må tiden vise, det gør det i hvert fald ikke foreløbig. Det betyder ikke, at hollænderne er på vej ud af stalden, for dem kan jeg ikke undvære.

Jeg havde ikke opgivet idéen om at få en unge efter Rose, men denne gang skulle det ikke være en tilfældig blå kanin men en hopkanin. Jeg var helt vild med Golden Starlight, som på det tidspunkt var ejet af Mette Wind, både pga. hans temperament og hans hopstil, som også mindede en del om Roses. Så Rose blev parret i efteråret 2006, og den 8. november fødte hun en enkelt unge uden at bygge rede. Så Rose og ungen flyttede ind i håb om, at den så kunne holde varmen. Jeg havde allerede før Roses første kuld fået en idé om, at jeg skulle have en hununge efter Rose, som skulle hedde Lilje. Jeg kunne ikke selv se, hvad køn ungen var, men da flere avlere kønsbestemte den til at en hun, kom ungen selvfølgelig til at hedde Lilje. Da jeg var med skolen i Norge, begyndte min mor dog at kalde ungen for Rasmus, og selvom jeg, da jeg kom hjem igen, fortalte, at det var en hun, som hed Lilje, blev hun ved med at sige, at det lignede en Rasmus. Det viste sig senere, at det også var en han, og så kunne han jo ikke hedde andet end Rasmus-Lilje. Selvom jeg ikke havde ham særlig længe, han blev syg og døde efter LU 2009, så er der vist ikke mange hoppere, som ikke har hørt mig snakke om ham på et eller andet tidspunkt, for den kanin kom til at betyde noget helt specielt for mig. Jeg ved ikke, om det var fordi han voksede op indenfor, eller fordi han med alle sine mange særheder var den perfekte kanin for mig. Han havde nemlig ualmindelig mange særheder. Jeg fik aldrig nogen unger efter Rasmus, hvilket jeg har ærgret mig over længe, men det var måske i virkeligheden godt nok, for en unge efter ham kunne nok ikke leve op til mine forventninger. Til gengæld er det på grund af ham, at jeg nu har 5 andre blå og blå kappetegnede kaniner hvoraf to er halvbrødre til ham og en enkelt nevø. Jeg kunne nemlig ikke undvære at have en blå dværgvædder, så Lilje flyttede ind. På det tidspunkt havde jeg købt Golden af Mette, og så var det jo oplagt at lave et kuld unger til efter ham.
Lilje er, som flere af mine kaniner, ikke ud af hopfamilie, men jeg kan rigtig godt lide at prøve at finde en egnet hopkanin uden hopafstamning, og se hvordan den udvikler sig. Ind til videre har jeg haft 4 dværgvæddere uden hopafstamning, de 3 er kommet i elite, og den 4. er stadig i svær. Det kan godt være, at der er større sandsynlighed for at finde en dygtig hopkanin blandt dem med hopfamilie, men jeg kan rigtig godt lide udfordringen i at træne en kanin op, som jeg ikke har nogen fornemmelse af, hvordan kan udvikle sig, de fleste er det også gået fint med. Derfor har mine dværgvæddere ikke lange stamtavler med hopkaniner, for der er kun de kaniner, jeg selv har købt uden hopafstamning og så deres efterkommere.

Til udstillingen i Allerød i 2008 havde Charlotte en af sine nimsekaniner og dens unger med, da Emilie Lyngholm skulle vælge en unge. Selvom jeg var imponeret af nimserne, havde vildtgrå kaniner aldrig sagt mig noget (jeg indrømmer gerne, at jeg vælger kaniner på farven), og jeg plejer normalt sagtens at kunne se på andres kaninunger uden at tænke, at jeg skal købe en. Men der var alligevel en af de vildtgrå unger, som sagde mig noget specielt. Efter flere ugers overvejelser bestemte jeg mig for at købe den, og så flyttede min første blandingskanin, eller nimsekanin som han jo er, ind i stalden. Nidus er noget helt andet, end de kaniner jeg ellers har haft, som yngre var han ikke alt for let at håndtere, ikke at hans temperament fejler noget, men han kunne bare ikke sidde stille, og så er han alle vegne, når han kommer ud i sele. Han er uden tvivl også den dygtigste af alle de kaniner, jeg har og har haft. Da Lene lånte ham til hendes Lille Gule (Players Kalaha af Sommerly), skulle jeg selvfølgelig også have en unge, og Nardus har vist sig på mange punkter at være Nidus’ modsætning, men han er som Nidus også rigtig dygtig. Senere er der også kommet en unge efter Nardus til, og sidste forår lykkedes det mig endelig at få et kuld unger efter Nidus og Margerit, en af mine hollændere. Så nu sidder her også 5 nimsekaniner.
På den måde er jeg endt op med 3 forskellige ”racer” i stalden. Hvoraf den ene egentlig ikke er en race. Selvom hollænderne ikke så tit kommer med til stævne længere, er det stadig i høj grad dem, jeg nyder at hoppe med, da jeg med flere af dem kan få et rigtig godt samarbejde, og så er de altid så glade. Når de ikke så tit er med til stævnerne, er det fordi, flere er blevet gamle, og de yngre kan ikke være med på de ofte meget lange baner, hvor maks. tiden ikke også er blevet længere. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne lade være, bliver jeg ofte stresset, hvis jeg ved, vi har svært ved en nå gennem banen inden for tidsgrænsen, og jeg ønsker ikke at presse mine kaniner, som jeg kommer til, hvis vi har svært ved at nå gennem banen inden for tiden. Jeg har haft flere hollændere, som ikke var langsomme, men de jeg har nu, der ikke er gamle og i veteran, er ikke de hurtigste.
De blå er helt sikkert også kommet for at blive, jeg indrømmer gerne, at de er valgt på farven, men de hopper jo meget fint alligevel. Ud over at se søde ud er de fleste også fine eksempler på levende kaniner, som pænt finder sig i, at man vender bunden i vejret på dem, og derudover selv er ved at kravle op i armene på en for at blive nusset med, så det er muligt at finde sådan nogle kaniner andre steder end i Fætter BR.
Nimserne skulle bare have været en enkelt, men de er jo tydeligvis blevet flere, og de er vist også kommet til for at blive.

Som nævnt tidligere har alle mine kaniner blomsternavne. Det var lidt et tilfælde, at det blev sådan, men nu har jeg snart overholdt mit eget tema i 8 år, med undtagelse af de kaniner som havde navn, da jeg købte dem. Det er noget, jeg også har planer om at fortsætte med, så de få gange jeg har købt/fået hopkaniner fra nogle kuld med kuldtema, har jeg også gjort, hvad jeg kunne for at overbevise om, at det så skulle være temaer, hvor jeg fortsat ville kunne give den unge, jeg skulle have et blomsternavn. Da det har været kuld efter mine egne hanner, har det da også kunne lade sig gøre. Da jeg selv vil have lov til at finde navn til mine kaniner, har jeg heller ikke noget kuldtema på mine egne kuld, for jeg er jo ikke den eneste, der har det sådan. Det jeg har hørt, som formål med kuldtemaer er også, at så er det let at se hvilke kaniner, der er fra samme kuld, men da der er flere kuld, som har sådan nogle specielle temaer, at jeg ikke aner hvad egentlig dækker over, har jeg alligevel ikke den ringeste idé om, hvilke der kommer fra samme kuld, og hvad er idéen så?

Mit staldnavn kommer også af, at mine kaniner har blomsternavne. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at overveje, at finde på et staldnavn, men jeg har som minimum gået og tænkt over det nogle måneder, inden jeg bestemte mig for Stald Flora. Selvom jeg havde haft kaniner hjemme siden 2002, var det først i 2007, jeg fik mit staldnavn, tidligere havde jeg heller ikke set nogen grund til at have sådan et. Der gik endnu længere, inden jeg begyndte at bruge det til de kaniner, jeg selv havde avlet, det var på hoplejren på Bornholm 2009, at kaninerne for første gange fik lov til at starte som Flora Solsikke, Flora Gyldenris osv.

Da jeg begyndte at starte stævner med kaninerne, var der ikke noget hoptræning i Roskilde, det var først i foråret 2007, at der blev træning hos Manuela i Greve hver anden lørdag. Det var altid rigtig hyggeligt, og vi var også lige nået til at aftale, at det i stedet for hver anden uge skulle være hver uge, da der kom myxomatose. Manuelas kaniner fik også myxomatose, hvilket fik hende til at stoppe med at have kaniner, og dermed også træning. I stedet begyndte vi at afholde træning en gang om ugen i Køge, det blev dog aldrig til mere end 2 stævner og et par måneders hoptræning. Det var samme forår, jeg valgte at blive dommeraspirant. Da der på det tidspunkt var stor forskel på, hvordan der blev dømt rundt om i landet, var jeg både aspirant ved flere bornholmske, sjællandske og en enkelt jysk dommer. I efteråret arrangerede Mia og jeg selv nogle stævner. Senere er Emilie, Signe og Mira også kommet ind over stævneplanlægning. I foråret 2009 fik vi mulighed for at holde hoptræning i Roskilde, og vi har siden haft træning der hver anden torsdag. Nu er det kun mig, som officielt står med ansvaret for træning, men hvem, der står for hvad, har ikke den store betydning, for vi kan alle hjælpe hinanden. Selvom jeg nogle gange kan have svært ved at nå træningen om torsdagen, hvis jeg har forelæsninger til sidst på eftermiddagen, og jeg også skal nå ud til hesten, så ville jeg ikke undvære vores træning. Nogle gange tænker jeg tilbage på, hvor hyggeligt vi havde det, da vi trænede hos Manuela, men vi har det mindst lige så sjovt til vores træning nu. Ud over at have hoptræning hver anden torsdag holder vi også stadig nogle stævner i løbet af året. Her har jeg været lidt for god til bare at tænke, at jeg sagtens kunne dømme, og jeg har også været til flere stævner uden selv at have kaniner med, eller mine kaniner har startet med jockey.Jeg har dog måttet indse, at hvis jeg fortsat skal have lyst til at hoppe, skal mine kaniner ikke starte lige så meget med jockey, som de i en periode har gjort. Derfor får alle i forening, der gerne vil holde stævne også at vide nu, at det kan de godt, hvis de bare finder mindst en anden dommer, så jeg også får mulighed for at hoppe med mine kaniner. Når det er andre end mig selv, der starter mest med kaninen, forsvinder noget af det, jeg bedst kan lide ved at hoppe med mine kaniner, det samarbejde jeg har med dem.
Selvom jeg er rigtig glad for at være med til at stå for hop i Roskilde, er noget af det, jeg så godt kan lide ved at tage til stævner på Fyn og i Jylland at kunne tage til et stævne uden at have ansvar for noget. Jeg vil selvfølgelig også gerne hjælpe med at dømme her, men jeg risikerer ikke at skulle sætte jockey på mine kaniner, fordi der mangler dommere. Det er heller ikke mere besværligt for mig at tage til Jylland, faktisk har jeg ofte færre skift af bus og tog, end hvis jeg tager til stævne på Sjælland. Folk kigger også altid noget, når jeg rejser med bus og tog med mine kaniner, og det er da helt sikkert også noget, jeg har skullet vænne mig til. Det er sjovt som folk mener, at det er helt okay at stille sig op og stirre, bare fordi jeg har kaniner med. Kaninerne er også blevet kaldt for både høns og marsvin og sikkert også meget andet, når de har været med toget, men det er da i hvert fald nogle meget stille høns, jeg har mig så.

Da jeg begyndte at hoppe med kaniner, havde jeg heller ikke drømt om, at jeg ville tage dem til Bornholm, eller til Jylland flere gange om året, godt nok har jeg altid været meget i Jylland, men kaninerne fik da oftest lov at blive hjemme. Til at starte med var det samarbejdet med kaninerne, som tiltalte mig. Det er det uden tvivl stadig, men det er også så meget mere end det. Det er til dels også konkurrencerne, jeg er måske ikke så meget konkurrencemenneske som mange andre, men jeg bliver også rigtig stolt af mine kaniner, når de hopper fint, men en mindre dygtig kanin betyder bare lige så meget for mig som en dygtig, og får også lov til at blive her, evt. kun som kælekanin hvis den slet ikke synes om at hoppe. Den væsentligste grund til jeg stadig hopper med kaniner er uden tvivl de venskaber, jeg har fået med andre hoppere.

Jeg har ikke nævnt så meget om nimserne i denne stafet, i stedet vil jeg give stafetten videre til Charlotte Christiansen.