Staldstafetten

Jeg har modtaget stafetten og vil benytte denne lejlighed til at orientere lidt om hvem hende den nye fynbo i Hopudvalget er.

Jeg hedder Karen Frederiksen og er en del af "Team Kandie's Kaniner" - sammen med min far og søster.

Mit liv har altid været fyldt med dyr – hund, høns, hamstre, kaniner, æsler og heste.

Jeg er 26 år og bor nu udenfor Ringe i en lille landsby med min kæreste. Her har vi fundet det lille paradis med masser af plads til kaninerne og til at hoppe.

Har siden 6. klasse ville være dyrlæge, så i sep. 2008 startede jeg på KU-LIFE. Denne uddannelse viste sig at være lige så hård som rygtet siger.

Jeg løb så ind i kaniner jeg ville bruge tid på. Jeg ville ikke flytte fra Fyn, og samtidig med en hjernerystelse løb jeg ind i stress. Derfor besluttede jeg at levende dyr og helbred måtte vinde prioriteringen over at læse om, og skære i døde dyr og en minimal chance for drømmejobbet.

Så efter 2 år på drømmestudiet skiftede jeg til Jordbrugsteknologuddannelsen, hvor jeg er uddannet i sommeren 2013 :-).

Min tid som kaninpige (ud over kaniner i barndommen) startede en aften i 2009 i min studenterbolig i Nyborg. Der var for nyligt flyttet en ung pige på min alder ind i bygningen og denne aften da jeg åbnede døren stod hun og spurgte om jeg var den dyrlægestuderende maleren havde sladret om boede i bygningen. Det var jeg jo og blev herefter introduceret til Nicole Andersen, blandt kaninfolk Stald Zenta.

Efter at have hjulpet med et par syge dyr i karantæne og flere besøg i hendes stald for at se og snakke med alle de bedårende dyr, var jeg i mellemtiden flyttet fra bygningen.

Nicole kontaktede mig angående en udstillings-vædder, som hun skulle have solgt, men da hun var usikker på hans temperament ville hun gerne, at jeg tog ham hjem til mig alene for at se om den 7-måneders gamle dreng bare var blevet for meget dreng til en stald med en flok andre hankaniner.

Jeg lånte bur og kaninen, som senere blev kendt som Magnus, der flyttede ind i min stue.

Jeg havde jo set ved Nicole, og rundt på dyrskuerne, at kaniner går man tur med og hopper med. Så Magnus og jeg lavede en sele af snørebånd og gjorde Nyborg usikker :-)

Efter en måned hos mig kunne jeg melde til Nicole, at han da var utrolig flink. Jeg tog ham med til Nicole (løst i cykelkurven, da det var det jeg havde) og vi trænede lidt hop sammen.

Magnus blev hos mig, da han jo var sød og rar i min stue.

Jeg blev bidt af hop og Magnus ligeså. Fik anskaffet mig et par spring og øvet. Samtidig var jeg blevet kendt i hele byen som hende den tovlige kaninpige. Tror det var misundelighed over at Magnus gik bedre i sele og flexisnor end byens hunde ;)

Da Nicole næste forår (2010) afholdte et stævne og jeg gerne ville deltage med min, i Nicoles øjne, udstillingskanin tilbød hun mig en hopkanin. Denne lille pige tog jeg imod og startede så stævne med dem begge to.

Nu var 2 kaniner i stuen blevet for meget at håndtere, så anskaffede mig et udendørs etagebur. Her var der plads til 6 eller 3 kaniner. Og et tomt bur går jo simpelthen ikke, kan alle sikkert følge mig i. Så da Nicole anskaffede sig Milkas Zenna Safrina, måtte hun hjem i mit det sidste bur at bo.

Fra efterår 2009 til efterår 2010 skete der mange ting og min store hobby blev etableret.

Gik fra ingen viden om det til 3 hopkaniner, blev medlem af Nordvestfyn og blev kaninhopper. Fik også udstillet Magnus på det fynske dyrskue sommeren 2010.

Nicole fik, efter at have flyttet sin stald, ideen til at starte hoptræning op, og jeg var klar.

Min søster fik også en hopkanin og en flok af Nyborgs unge mødte op til træning efter sommerferien 2010 :-)

Herefter er tingene gået stærkt for mig. Jeg tog med Nicole til generalforsamling i NVK først i 2011 og da vi lige mødte det antal personer op, der skal bruges til en bestyrelse blev Nicole og jeg stemt ind som menige medlemmer. Dette åbnede en kæmpe dør til foreningsarbejde med afholdelse af propaganda, stævner og udstilling.

LU i feb. 2011 skulle da prøves når Nicole snakkede så meget om det. Magnus kunne jo udstilles og sammen med hans bror tog vi af sted.

Pludselig var man rigtig udstiller. Da en finsk udstiller blev interesseret i Magnus’ bagpart og havde tilladt sig at forhøre sig hos udstillingens vædderudstillere om han var til at købe mærkede jeg suset ved at alle de ”store” vidste hvem jeg var. Men svaret til udstillingens billetsælger blev resolut, at ingen skulle have min hopkanin!

På denne udstilling stiftede jeg bekendtskab til Rex i Gepard-farven. Unger på 4 uger og deres mor stod til fremvisning. Denne fantastiske farve var nødt til at komme hjem til mig og hoppe.

Jeg købte en hankanin af Ella Nørgaard fra ”Godset”. Dette førte til (samt pres fra Johan), at vi måtte deltage i repræsentantskabsmødet. Et fantastisk forum.

Zenna var blevet ét år og tiden blev til det første hopkuld i min stald. Staldnavn måtte findes. Det blev familiens æselstutterinavn, der bliver videreført hos kaninerne.

Kusine Emma på 9,5 år var besluttet på, at mindst én af ungerne var til hende, da hun også var hoppet med på kaninbølgen. Så nu er vi 3 piger i familien Frederiksen på hopbanerne.

Forholdet med kæresten er nu ført til et nedlagt landbrug ved Ringe (vinteren 2011) som tidligere nævnt. Her er foreningstræningen også flyttet hen, da Nicole er rejst til storbyen (Odense) for at studere.

Jeg er et af de mennesker, der ikke går halvhjertet ind i noget. Så har på disse par år hurtigt fået blandet mig ind i flere vinkler af kaninverdenen.

Er i starten af 2012 blevet næstformand i NVK.

Er her fra 1. juli 2012 blevet Fyns repræsentant i Hopudvalget.

Jeg har nu 19 kaniner i min stald (3 Rex, 8 udstillingsvæddere, 5 hermelinere og for tiden kun 3 hoppere) og 4 Belgiske hare hos min far, som han vil videreføre avlen af til udstilling.

I mine 2 aktive år har jeg mødt en række dejlige mennesker, der har været åbne og hjælpsomme.

Elsker arbejdet med træning af de nye interesserede og propaganda rundt om på Fyn for at skaffe nye kaninfolk.

Da jeg har mange jern i ilden har jeg tit travlt eller er optaget. Så mange har nok mødt min telefonsvarer. Endelig læg besked eller send sms’er/mail. Tjekker det hele så tit jeg kan.

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Nicole Andersen. Da vi har været en del af hinandens kaninliv de seneste år, og hun har været en stor inspiration for mig, kunne det være interessant at høre hvordan hun kom i gang i tidernes morgen.

Vi ses på udstillingerne og hopbanerne.



PS.

Derfor øremærker man:

Lige en sød ekstra historie om en af de mange oplevelser jeg nåede at få med Magnus.

En aften jeg kom hjem fra skole havde herren besluttet sig for at gå en tur i byen alene.

Jeg kaldte og søgte i hele byen og var på renden af tåre, da jeg ringede til Nicole for at fortælle at Magnus var væk.

I det samme begyndte Nicole på historien om at byens dyrehandel havde kontaktet hende, efter at have kontaktet hovedkontoret og fået oplyst at øremærket på en funden kanin var Nicoles.

Så Nicole havde en vædder i et bur i dyrehandlen.

Jeg kunne falde til ro i den viden at min ven var låst inde henne af vejen indtil dagen efter hvor butikken åbnede.

Det viste sig så, at en mand havde fundet det mærkeligt at en kanin gik tur i byen og havde snakket med den og bragt den til dyrehandlen. Her havde en af personalet med det samme forelsket sig i kræet og gjort et bur klar og forkælet ham hele dagen.

Men jeg kom så dagen efter og hentede den lille dumme kanin hjem igen – så ingen kanin til dyrehandelekspedienten i denne omgang.

Dyrehandlen lå på samme vej, hvor vi boede, og Magnus lod til at vide, at der var hyggeligt derinde, for han ville gerne have lov at hoppe derind, når vi gik tur :-)