Staldstafetten

Mit navn er Lisa Sinnerup Gress. Jeg er 19 år, og så har jeg Stald Gress. Stalden består af 14 kaniner pt., hvor størstedelen er hopkaniner. Jeg har haft kaniner siden 2001, og den første fik jeg på Toftegården, hvor en veninde sagde, at man kunne passe sin egen kanin, og det skulle jeg selvfølgelig da også prøve, hvilket har ændret min hverdag, da jeg den dag i dag stadig er meget på Toftegården og betragter det næsten som mit andet hjem.

Jeg købte i august 2010 en unge på 8 uger ved Mette Wind, og der fik jeg for første gang en 3 meters line i hånden, hvilket ikke var et kønt syn, og jeg kan sagtens forstå hvorfor nogle har svært ved at håndtere en så lang snor, men med lidt træning er det blevet min faste "ven", når kaninerne er i sele. Jeg blev meldt ind i DK i januar 2011 og startede efterfølgende min første officielle stævne i februar. Der havde jeg 2 kaniner med og var super nervøs.

I stalden har jeg lidt forskellige racer, men primært vædderblandinger. Da jeg startede med at købe kaniner hjem, gik jeg ikke så meget efter familie og titler, men hvad man synes om farven, hvilket jeg er gået fuldstændig væk fra. Nu kigger jeg næsten kun på familie og titler, og så må farven komme til sidst, Der er selvfølgelig altid en yndlingsfarve, men jeg synes ikke, at man skal købe en kanin på farven, når det er egenskaberne, der er vigtigst, hvis man vil noget indenfor hoppen. Nogle af de kaniner jeg har, har en del temperament, men jeg vil ikke mene, at nogle af mine kaniner er aggressive. Jo, de kan sige fra og har da os nogle grimme ar, men det ser jeg ikke som aggressivitet.

Træningen for mig er rigtig vigtigt, specielt når det er et ungdyr eller en ny kanin, man har med at gøre, da det er under seletræningen, at man får den bedste tillid og opfattelse af dyret. Alle mine kaniner er seletrænet ved både veje og støj, så de ikke går helt i baglås, når de kommer ud til deres første stævne. De ældre kaniner hopper næsten aldrig hjemme, da jeg ikke synes at det er nødvendigt, når de starter stævne rimelig tit. Selvfølgelig hvis der er noget, de skal have trænet, så kan springene da godt hives frem.

Det gode ved hoppen efter min mening er, at man lærer en masse skønne mennesker at kende, personer jeg personligt aldrig havde troet, at jeg ville klinge så godt med, som man hurtigt kommer til, og de venskaber man får, det er virkelig noget der er guld værd. Jeg har lært en masse dejlige mennesker at kende på den korte tid, jeg har været kaninhopper, og så har jeg lært en del mere om kaniner, som jeg kan bruge i min uddannelse som dyrepasser.

Jeg har valgt ikke at give denne staldstafet videre, da jeg ikke kunne vælge én person som har hjulpet mig eller gjort hoppen bedre, da der er flere personer der har en betydning for hvor langt jeg er nået.

Jeg vil til slut gerne sige tak for at have fået denne mulighed for at bidrage med et indlæg.