Staldstafetten

Begyndelsen
Ja, i år er det hele 15 år siden jeg startede til kaninhop. Da jeg var omkring 8-9 år havde min jævnaldrende kusine, en kanin hun gik til kaninhop med og der var jeg med ude og når jeg passede Master, stillede jeg selvfølgelig små hjemmelavede spring op i haven. Jeg ville så gerne have en kanin, men mine forældre var ikke enige. Jeg prøvede at skrive breve til min far fra en ”fremmed”, hvor der stod om hans datter ikke nok måtte få en kanin. Jeg tror de gav sig, fordi mit marsvin snart var oppe i årene, og så skulle Master have unger og jeg fik lov at få en unge fra det kuld. Jeg var overlykkelig. Desværre fik Master kun en overlevende unge, som min kusine selv skulle beholde. Derfor endte vi i Mimrelund.
Jeg fik en sød lille japanertegnet hollænderhun med hjem. Mimrelunds Tumle – senere med ”kælenavnet” Trumle, da hun ikke var den slankeste. Men dagen efter stormede hun rundt i buret, fordi hun selvfølgelig ikke var faldet til endnu, så jeg mente helt bestemt hun skulle byttes. Men det blev hun heldigvis ikke og hun blev den sødeste og kærligste kanin. Og med hende begyndte jeg til kaninhop i Egebjerg i sommeren 1997. Og jeg er uddannet hopdommer som 14-årig.

Min stald
Min stald har jeg valgt at kalde Allegaarden, da mine forældre og kaniner bor på Danasalle og jeg var nødt til at have et staldnavn, da jeg fik mit første kuld unger i 1998 på Tumle. Det kom sig efter et uheld hun havde haft til en konkurrence, og jeg vidste ikke hvordan sådan noget foregik, så vi var forberedt og jeg havde fået lov at beholde en unge. Hun gik tom, så vi måtte atter til Mimrelund for, at Tumle kunne blive parret op. Og så kom der unger. En skulle jeg beholde og resten skulle afsættes eller i sidste ende slagtes. Til sidst sad der kun lille Futhci tilbage, som jeg egentlig havde valgt, men det var en han og den jeg skulle beholde skulle gå sammen med Tumle så det gik ikke, og jeg valgte Sputnik istedet. Men til jul fik jeg verdens bedste julegave. Jeg måtte beholde Futhci, hvis han blev kastreret. Så det blev han. Sputnik og Tumle gik sammen og når de var ude kunne de alle 3 gå sammen i løbegården. Jeg vil aldrig have kaniner sammen igen, men det gik altså godt dengang og de har aldrig haft skader. Sådan gik det til at jeg fik 3 kaniner.
Da Tumle pludselig døde i 2002 fik jeg lov at få Hindbærgårdens Queen Of Darkness (Jackie), men efterhånden havde jeg kun Sputnik som var veteran, Futhci som ikke hoppede pga. lidt luftvejsproblemer og så Jackie, så stævnerne blev noget langtrukne. Jeg lavede en plan og fremlagde den for mine forældre. Førhen fik jeg altid nej når jeg spurgte om nye kaniner, men denne gang tog de det op, og jeg fik lov at udvide stalden til 6 bure i alt. Det var her bl.a. Playboy flyttede ind, men ham vender jeg tilbage til.
I 2007 fik jeg mit andet kuld som var på Playmate. Her kom 5 overlevende unger og alle blev afsat. Senere er to af disse unger flyttet tilbage i stalden af forskellige årsager, uden at jeg helt havde mine forældres accept og min far spurgte da også, hvad det da var for en kanin der sad ude i det ene bur. Men de har ikke sagt noget siden. Da havde jeg 8 kaniner. I foråret 2012 måtte Lykkegårdens Dior give op til alderen, så nu har jeg 7 og jeg vil gerne ned på 6 inden jeg spørger igen om jeg må få en ny.
Mine kaniner bor stadig hos mine forældre, så derfor er det også dem der bestemmer, men kaninerne i stalden er efterhånden oppe i alderen og jeg kan godt mærke, at jeg trænger til at prøve kræfter med noget nyt igen. Men jeg har også fundet ud af, at et antal på 8 kaniner for mig er passende. Så er der både plads til de gamle og noget nyt. Jeg behøver ikke en stald med 20 bure, hvilket jeg gerne ville have som lille, men i dag er jeg taknemmelig for, at mine forældre ikke lod mig gøre det, for jeg har lært at arbejde med det jeg har til rådighed og så knytter jeg mig enormt meget til mine dyr, så jeg ville aldrig kunne sælge en kanin, fordi den ikke kan bruges til hop. Men på trods af, at jeg på 15 år kun har haft 13 kaniner har jeg alligevel formået at indhente mange gode placeringer og en del mesterskaber. Men når en kanin bor hos mig, bor den der for altid.

Min vision med hop
Jeg er konkurrencemenneske, og det er jeg ikke bleg for at indrømme, men nogle gange føles det ikke helt velset at være det, for så regner man jo med at alle ens kaniner vinder det hele. Men der er forskel på, hvordan man ser på at vinde. Har jeg en kanin jeg ved kan hoppe en elite med meget få fejl, jamen så har den potentiale til at ligge i toppen og hvis den så laver mange fejl, så er det klart man bliver skuffet, for så har den jo hoppet under evne. Men har jeg en kanin som normalt laver rigtig mange fejl, står på pindene og lignende, jamen så har jeg succes, hvis den enten ikke står på pindene eller den laver måske kun 5 fejl i alt. Så der er forskel på, hvordan man konkurrerer – jeg kan godt gå efter at vinde Årets Hopkanin, hvis en kanin er helt oppe i gear, men jeg går ikke ind i et nyt år og siger jeg vil vinde Årets Hopkanin. Men det er dyr vi har med at gøre og de kan ikke styres 100%, men det er for at fortælle, at der er flere måder, at vinde på, alt efter hvilken kanin man har i hænderne.
Jeg er af den holdning, at havde jeg ikke som mål at vinde, så kunne jeg ligeså godt spare de penge og så bare hoppe i haven. Det vil kaninen få ligeså meget ud af. Med tiden har jeg naturligvis udviklet rigtig mange gode sociale relationer og dem vil jeg aldrig undvære, men jeg kunne spare mange penge ved at hoppe hjemme, men jeg vil gerne ud og prøve at vinde og gøre det bedre og bedre.
Derudover kan jeg ikke frasige mig at det giver et enormt kick at vinde mesterskaber af forskellig art. Det er en helt speciel fornemmelse, at man står der efter et helt fantastisk gennemløb og bare ved den er hjemme.

Playboy
Ja, min Playboy fortjener sit helt egen afsnit. De fleste kender ham nok. Da jeg i 2005 fik lov at få lidt flere kaniner, blev jeg kontaktet af en god veninde, som stod for at skulle skære lidt ned i en periode, og det var Playboy hun gerne ville finde nyt hjem til. Jeg havde mine tvivl, for han var jo trænet op og så kunne jeg jo ikke gøre så meget mere med ham og sådanne tanker gik gennem mit hoved, men vi lavede en aftale om udlån til at starte med. Jeg har haft nogle af de bedste oplevelser nogensinde med den dejlige dreng. Vi har haft et helt fantastisk makkerskab – jeg har vidst hvad han har tænkt. Jeg tror aldrig jeg kommer til at opleve noget lignende igen. Til elite kroget ved DM 2012 i Horsens, sad jeg med ham på tæppet inden jeg skulle ind på banen og tænkte på at det var nok sidste gang han sad til start til et så stort stævne, og hvor mange fantastiske oplevelser han har givet mig i den forbindelse. Jeg kunne have tudet højlydt og gik faktisk på banen med tårerne næsten trillende ned af kinderne. Han betyder noget ganske særligt.
Han fyldte fornylig 10 år, og i den forbindelse holdt vi stævne i foreningen, hvor Playboy hoppede sin sidste elite. Det var faktisk en svær beslutning at tage definitivt, men selvom han kunne hoppe, var det længe siden han havde ligget helt i toppen og jeg tog beslutningen, fordi han om nogen har fortjent en god pensionisttilværelse og det er kun mig, der kan give ham lov til det. Så nu hygger han sig i løbegården, som han næsten har førsteret til. Han skal have det så godt som mulig, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg tog beslutningen på det rigtige tidspunkt. Nu får han lov at gå og hygge sig indtil jeg kan se, at alderen og sygdom påvirker ham og så får ham fred. Det skylder jeg ham.

Generelt
Noget jeg kan ærgre mig lidt over, er at der går en tendens mod, at de lynhurtige kaniner forfordeles mere og mere både ift. tiden til at gennemføre banen, men også længden mellem springene. Selvfølgelig skal vi udvikle os og man skal naturligvis altid stræbe mod at gøre sin kanin så fremadgående som muligt. Men en af de ting jeg bedst kan lide ved hoppen, er de kaniner, hvor man har et samarbejde. Altså at man hopper som en ekvipage, hvor man hjælper hinanden. Det er der ikke tid til på en bane på 60 meter med 2 min. til at gennemføre. Så når ens kanin har kigget i 10 sekunder på det første spring kan man ligeså godt trække den. Dog synes jeg dommerne er blevet bedre til at give en rimelig tid. De hurtige kaniner har jo i forvejen en fordel i at de er hurtige, så ligger de på fejl med en langsom kanin vinder de jo alligevel, så på den måde får de langsomme ingen fordel. Det vil udelukke nogen hvis tendensen fortsætter og jeg synes det er synd, hvis der pludselig ikke er plads til den store bredde af kaniner, som vi har nu. Og man kan vende den om og sige, at hvis jeg skal træne mine kaniner i at løbe hurtigt til de gange, hvor der er langt mellem springene, hvorfor kan man så ikke lade være med at træne sin lette kanin i at løbe så stærkt, at den har behov for 3 meters plads mellem springene på en let bane? Lige en lille provokation her til sidst fra en hopper med eftertænksomme kaniner.
De sociale relationer kan jeg ikke komme udenom. Jeg har mange gode venner/veninder i dag, men der er også enormt mange jeg savner og jeg ser også ofte tilbage på tiden som var dengang, som var noget helt specielt uden at kunne forklare hvorfor og uden at mene tiden i dag er mindre speciel. Det er på en anden måde. Men jeg bliver også ældre, hvilket også har noget at sige.

Det var 15 års dejligt samvær, dejlige kaniner, visioner og helt igennem fantastiske oplevelser jeg aldrig nogensinde vil være foruden. Jeg har prøvet at korte det ned så godt som muligt.
Tak fordi du læste med.
Jeg vil gerne give stafetten videre til Lisa Hein :-)