Staldstafetten

SÅ gik udviklingen stærkt. Vi fandt et udmærket sted at træne på Naturcenter Skovgård – som stadig er hovedbasen inden for kaninhop i Horsens. Det var et held, at jeg gik ualmindelig godt i spænd med den nu pensionerede daglige leder, Ole Schmidt, specielt hvad angik spørgsmålet om at udnytte ressourcer uden at ødelægge. Bl.a. var der en hopper, som gerne ville have et æble, som sad højt oppe i træet, og som bare ville ryste træet, indtil det udvalgte æble faldt ned. Her gjorde den strenge leder opmærksom på, at man kunne rive alle nedfaldsæbler sammen først for at se, om der var nogle af dem, der kunne bruges (resten kunne bruges som kaninfoder), og hvis man ikke fandt et æble af den ønskede kvalitet, måtte vi hente en stige, så man kunne plukke det ønskede æble uden at beskadige de andre på træet.
Først trænede vi blot én gang/måned – i løbet af et års tid blev det 1 x /uge, og siden hen 2 x /uge.
Vi havde det held, at der var et par håndværksmæssige begavelser blandt forældrene (Karl Erik Skov (Kalle) og Aase Bjerner). Det medførte, at vi fik mulighed for at lave hopbaner af stabil kvalitet uden at vi skulle tære på lokalforeningens ret ubetydelige formue.
Vi fik en masse invitationer til at lave opvisninger, så vi var ude adskillige gange hver måned for at lave opvisninger under ALLE mulige forhold – det gjorde, at vi var rigtig meget sammen – og også sammen med vore hopkaniner, som så blev vænnede til alle mulige forhold, hvad angik underlag, lys og støj.

Første halvofficielle konkurrence:
På et tidspunkt afholdte Århus afdeling en lille konkurrence i Børnenes Hus. Vi drog af sted med 12 hopkaniner. Dommer var John Plannthin, som havde udnævnt sig selv til at være eneste dommer i Danmark. Opvarmningsforhindringer fandtes ikke. Man fik et gennemløb som præsentation og opvarmning på den bane, som blev brugt til konkurrencen. Under præsentationen blev 3 af vore hopkaniner diskvalificeret for at lave en volte (!), så der var kun 9 ekvipager tilbage fra Horsens.. Vi var dog så uhøflige at løbe med 9 af de 10 første placeringer – kun nr. 5 var fra Århus. Der var en vis ældre herre, der måtte give Winner Burgere på hjemvejen….
Denne konkurrence blev den første og sidste, der blev afholdt i Århus i en årrække.

Lejr:
Allerede i 1994 så den første hoplejr dagens lys – med deltagere fra Horsens, én fra Fyn – Christina Christiansen og én fra Sjælland – Charlotte Christiansen.
Jeg synes, at lejrene har været af utrolig stor vigtighed for udviklingen af kaninhop. Den omstændighed, at der både var hopkonkurrencer og andre aktivititer, som gav kaninerne velfortjente pauser, gav mulighed for at opbygge venskaber, som for mig er langt vigtigere end resultater og mesterskaber. Bl.a. vil jeg tænke på vore spøgelsesture midt om natten ned omkring Nørrestrand, hvor man måtte holde hinanden i hånden, mindst 3 og 3 – for at være sikker på, at alle nåede med hjem.

På sommerudstillingen i Skjern var jeg alene henne og lave opvisning. Det fængede så meget, at nogle af de lokale foreningsmedlemmer selv gik i gang med at hoppe. Og på rekordtid havde de fået en hopbane klar (erhvervet for sponsorpenge).
Og i forbindelse med Landsudstillingen i Tarm 1995 blev det første DM afholdt på scenen – som var skrå, og hvor der ikke var plads til kaniner over 2 kg og førere, som brugte over str. 43 i sko. Vi fik gennemført et mesterskab på let lige (med 70-80 cm mellem forhindringerne og 40 cm’s tilløbsbane til første gældende forhindring). Vinder blev min datter Rikke med Zack – den Flyvende Hollænder. Dagen efter fandt vi plads i det tilstødende bokselokale til en middelsvær bane, hvor flere af kaninerne viste uventet højt niveau. De 2 bedste var Rasmus Bjerner med Karla og Christina Christiansen med Rudolf (jeg husker ikke i hvilken rækkefølge de placerede sig).
Vi sluttede af med højdespring, som blev vundet af en vis Tøsen med Tine Hygom med 79 cm. Den var blot 8 mdr. gammel på det tidspunkt.

Dommerkursus:
Der var også sjællandske foreninger, der ville afholde konkurrencer, men det kunne ikke lade sig gøre rent økonomisk, for den selvudnævnte dommer ville have betaling på mindst 1500,- kr. for at komme til Sjælland og dømme. Derfor var det vigtigt, at vi så hurtigt som muligt fik udannet nogle flere dommere. Jeg henvendte mig så til Anneli Nielsson, som boede i Lund og fik hende overtalt til at være leder (det var overhovedet ikke svært). Vi fik lavet det sådan, at nyligt afdøde Bent Nielsen hentede hende ved Københavns Hovedbanegård og bragte hende retur. Kurset løb af stabelen sidste weekend af marts 1995 med både teori og praksis.
Dagen efter afholdt vi et par konkurrencer i Brædstruphallen, hvor de nyuddannede dommere fik lov at virke i praksis. Inden vi skulle hjem var der et par tøser, Tine med Tøsen og Christina med Rudolf, som ”legede lidt højdespring” og bl.a. begge kom over 96,5 cm.
Så Anneli kunne tage hjem til Sverige med en fornemmelse af, at den svenske verdensrekord i højdespring nok ikke ville leve ret meget længere.

Verdensrekord i højdespring:
I den gamle bestyrelse i Horsens var vi hele tiden meget opmærksomme på at vise god PR, som kunne resultere i vækst både lokalt og på landsbasis.
Så vi udvalgte dyrskuet i Horsens i begyndelsen af juni til at forsøge at slå verdensrekorden i højdespring. Vi havde fået tildelt den store ring til forsøg både fredag og lørdag eftermiddag. Og med et par tusinde tilskuere lykkedes det for Tøsen at springe over 91 cm allerede fredag. (Forhindringen var bygget netop for at have den højde). Lørdag blev så et sandt triumftog, for verdensrekorden var i hus, og så det gjorde ikke noget, at Tøsen kun hoppede 84 cm.

Europamesterskab:
Det var meningen, at der skulle afholdes et europamesterskab i forbindelse med Europaudstillingen i Herning i december 1995. Desværre blev udstillingen aflyst p.g.a. Newcastle Disease hos fjerkræ, og så turde man ikke binde an med kaninerne alene.
Vi havde så 3 uger til at stille et europamesterskab på benene. Det kom til at foregå i kantinen på Bankagerskolen i Horsens. Og vi nåede faktisk at få (næsten) det hele klart – blot var der ventetid på bronzemedaljer, som blev sendt så sent, at der lå en seddel, afleveret lørdag på min bopæl, at der var en pakke til mig, som kunne hentes på posthuset efter mandag kl. 16. Det blev dog klaret med, at vinderne (alle svenskere) fik overrakt bronzemedaljer, jeg havde vundet – dem fik jeg så igen, og så måtte de ”rigtige” eftersendes pr. post.
Vi var ikke nået længere end til svær klasse på banehop, så det var noget af en mismatchning at skulle dyste med de meget dygtige svenskere med Mr. Top Jump og Laylocks Flame of Fame + afkom i spidsen. Længdespring blev også et rent svensk anliggende, men Rasmus Bjerner med Karla nåede dog over 1,50 m under stormende jubel.
Til gengæld havde vi favoritværdigheden i højdespring, og her svigtede Tøsen ikke – den sprang 91 cm i første forsøg. Sølv gik til Christina Christiansen med Rudolf, som klarede 63 cm, 70 cm, 77 cm, 84 cm og 91 cm, ALLE i tredje forsøg – hvilken kondition!!
Vi havde mulighed for at lære en kolossal masse af svenskerne – først og fremmest hvad angår håndtering – ingen stress på banen – og overskred man max.-tiden, var det ingen katastrofe. Til gengæld viste svenskerne en fantastisk livsglæde, når de heppede på hinanden – det kunne vi danskere virkelig lære noget af. Jeg var lidt handicappet af at jeg skulle forlade selskabet lørdag aften p.g.a. en rund fødselsdag i familien, og uden at have været i seng skulle jeg så hoppe søndag formiddag – det resulterede i et sandt skånsk heppekor (med Anneli som leder – og så fik hun en tiltrængt hævn!). De råbte mindst 10 gange efter hinanden: ”Är du vaken, Larsen”!!
Dommer – og stævnespeaker (samtidig) var Lisbeth Jansson – det borgede for god stemning og fin håndtering af de svenske kaniner.

Larm:
Til enhver god idrætsbegivenhed hører et entusiastisk publikum. Bl.a. p.g.a. EM var vi ved at lære lidt af det, bl.a. sang hele ”banden” en slagsang ved enhver lejlighed, så ingen var i tvivl om, hvor vi kom fra.
Melodien er omkvædet fra ”Bølle-Bob” med Vesterbros Ungdomsgård.

Vi er DK’s bedste ungdom, vi er Jyllands bedste børn,
Vi kan avle landets flotteste kaniner.
Vi kan synge, vi kan danse, om nødvendigt kan vi slås.
Der er ingen, der kan hamle op med os.

Dem fra Sjælland – de er gode, der er ingen tvivl om det,
Men de når os ikke læng’re end til knæerne.
Vi kan lære dem en masse, inden dagen går på hæld.
De kan ikke gøre for det – kan de vel?

Vi ta’r mindre børn ved hånden, vi vil hjælpe dem på vej.
Vi har nemlig verdens allerbedste hobby.
Vi er vor forenings fremtid, ellers løber DK tom.
Vi er ikke til at komme udenom!
       ”                    ”             ”       !!!!

Skrevet i 1994 (har den nogen aktualitet i dag?)

Oven på et par hæsblæsende år var det nok tid til at tage en slapper, men der kom stadig nye hoppere til – ikke alene i Horsens, men over hele landet – og alle steder startede man forrygende med meget stor optimisme.

Et af de arrangementer, jeg altid vil huske, var Levende Hobby i Hårby, hvor vi havde samlet en hel busfuld hoppere til at være med. Der var virkelig gang i den lørdag aften, hvor den arrangerende forening gav festmiddag på Hotel Glamsbjerg, og sidste hopkonkurrence blev afviklet søndag eftermiddag, med en veritabel kødrand af begejstrede tilskuere. Det var længdespring, hvor den danske rekord blev forbedret 5-6 gange – og præmieuddelingen for udstillingen blev udsat over 1 time!! Det var Christina, der var dagens helt – denne gang med Apple Jack.

I Kolding havde man en leder af 4H, Kurt Jensen, som tog kaninhop op. Der kom ikke mange med, men de blev fantastisk dygtige, men desværre kunne de dygtigste børn ikke enes, så da Kurt trak sig, døde kaninhop ud dér. De nåede at en af kaninerne derfra, Yabo, ført af Maria B. Jensen, blev den dominerende længdehopper herhjemme. Den har verdensrekorden med ikke mindre end 3,00 meter.

Det var en fantastisk tid – vi var alle sammen vindere, og vi havde det dobbelt så sjovt som dem, der grinede af os!!

Alligevel begyndte det så småt at rumle i baglandet. Det var bl.a. forældre, der mente at deres børn ikke fik så megen ros og omtale som andre – det var også det, at det pludselig betød noget, at man VANDT noget. Og så var det det, at begynderne tog for meget plads og tid, sådan at der ikke blev plads til de ivrige på træningsaftenerne. Så svaret måtte være at niveaudele træningerne. Samtidig følte jeg, at jeg i stadig større grad skulle være skaffedyr til de ambitiøse og skulle bruge mindre tid og energi på det, der for mig er det vigtigste i kaninhop: Den fælles glæde ved at have med dyr at gøre.
Så jeg trængte til en pause som formand, men fortsatte som begyndertræner. Her havde jeg glæden af omkring 20 nye medlemmer hvert eneste år, men de forsvandt igen, når de rykkede op. Og pludselig var træningsaftenerne for de dygtigste næsten affolkede – men det gav plads og tid til de tilbageværende, så det var i første omgang ikke noget problem.
Jeg besluttede så omkring årtusindeskiftet, at ”mine” begyndere fortsatte på ”mine” træningsaftener, hvilket bevarede en del medlemmer, som vi har den dag i dag. Vi holdt et enkelt begynderstævne, som jeg havde ”glemt” at informere bestyrelsen om (Fy, Jørgen!). Der var 95 deltagere, og der var ikke en ledig kvadratmeter i haven på Skovgården.

Så blev der en periode, hvor ”det tyndede ud i toppen”, så der blev en formandsperiode til mig igen, som jeg så afsluttede i 2006, således at jeg kunne hellige mig en række andre aktiviteter inden for kaninsektoren, som ellers ville blive forsømt i Horsens (Åbent Landbrug, Naturuge, besøg af og i skoleklasser, hjælp til nødstedte kaninfolk etc.).

Jeg fungerer stadig som dommer, når der er nogen, der har brug for det, og mødes stadig med rigtig mange kaninhoppere – specielt når de har problemer.

Fremtiden:
Vi skal lære af historien – og vi skal definere vores mål:
I de 17 år, vi har hoppet, har det næsten alle steder været en succes, når man starter. Så sker der et af to (eller begge dele): Ildsjælene tager sig en pause eller stopper og/eller der bliver en eller få rigtig dygtige hoppere, som vil pleje deres egen hopkarriere, og som ikke føler noget ansvar for kommende generationer. Det vil sige, at vi står over for 2 muligheder:
1) At der er 30-40 rigtig dygtige hoppere i Danmark (af hvilke nogle har et ret anstrengt forhold til hverandre) – og ikke flere.
Eller 2) At de dygtige hoppere afser tid og kræfter til at tage sig af de nye generationer hoppere og evt. sætter deres egne resultatmæssige ambitioner lidt i baggrunden.

Den sidste mulighed ville bestemt også hjælpe på at få de ”gamle ildsjæle” til at blive ved lidt endnu. For vi mangler i udpræget grad ledere inden for kaninhop. Og der er MASSER af potentielle nye hoppere overalt i Danmark.

Det er endda blevet moderne, at de dygtige hoppere forlader deres lokale forening, hvorved de fritages for lederopgaver i lokalområdet.

Det var min drøm, at nogle af hoppernes kontingentpenge blev brugt på gamle og nye ildsjæle til nogle kurser i teambuilding og konflikthåndtering – mon den nogensinde går i opfyldelse?

Folkeoplysningsudvalgene i flere kommuner giver direkte penge til instruktører i forskellige sportsgrene, når de delagtiggør børn i skole-fritidsordninger i deres sportsgren. Kaninhop burde være med her også!!

Så mine ønsker for fremtiden kan formuleres i 2 slogans:

1) KANINHOPPERE, FORENER EDER!
Der skal ikke være a, b og c-medlemmer i DK (a=udstillere, b=rutinerede hoppere, c=begynderhoppere).

2) SPØRG IKKE, HVAD DIN FORENING KAN GØRE FOR DIG, MEN HVAD DU KAN GØRE FOR DIN FORENING.

Så er der vist stof til debat.

Tak for optagelsen.

Jeg kunne forestille mig at give stafetten videre til en af Danmarks for tiden bedste hoppere, Mette Wind, som helt sikkert ser på kaninhop med moderne briller.